På Jorden

Almindelig Salturt (Kveller)

Salicornia europaea

Salturt er 5–20 cm høj, helt glat plante. Bladene er kødfulde, parvis og rørformet sammenvoksede om stænglen. Salturt blomstrer i juli-september. Der er stor variation i farverne på planterne, der kan have tydelige grønne, rosa, røde eller violette kulører, som kan ses på afstand. Salturt vokser på strandengene yderst i vandkanten. De kødfulde planter er rige på salt. Salturt er spiselig og regnes for en gastronomisk specialitet. Salturt er almindelig langs Limfjordskysten på Agger Tange.